SMS'er i KampKlar udgår

Når trænere, holdledere, holdkammerater og forældre har sendt beskeder via KampKlar, så har det for modtageren været muligt at vælge at få beskeden tilsendt som SMS.
En bekvem mulighed for at få beskeder om kampe, træninger og mødetidspunkter mv. - men også en dyr løsning, der har taget ressourcer fra udviklingen af det populære holdsystem, som i dag benyttes af flere hundrede tusind fodboldfolk.
Derfor udgår muligheden for at modtage SMS'er nu, for at give plads til at sætte flere funktioner på banen i KampKlar.
Notifikationer eller e-mails
Fra Fodbold appen kan man vælge, hvordan man vil modtage de mange typer af fodboldbeskeder, der sendes fra klubben, træneren, holdkammeraterne - og de automatiske systembeskeder.
Alle beskeder sendes til indbakken i Fodbold appen, og herfra kan man vælge, om beskederne skal sendes videre - og i så fald hvordan.
Selvom muligheden for at modtage beskeder fra holdet som en SMS udgår, så er der stadig forskellige muligheder for at få sendt informationer videre; som app notifikation eller e-mail.
Se i videoen herunder, hvordan man sætter sine beskedindstillinger i Fodbold appen - eller læs vejledningen her.
Flere ressourcer til udvikling af fodboldens systemer
Fra tirsdag d. 5. marts vil beskeder fra KampKlar ikke længere blive sendt videre som SMS'er, og det vil således ikke være muligt at vælge til under beskedindstillinger i Fodbold appen.
Udgifterne til SMS'er skal i stedet bruges på at sætte yderligere tempo på udviklingen af KampKlar, som er blevet Fodbolddanmarks foretrukne holdkammerat til at organisere træninger, kampe og sociale arrangementer.
"Vi kan mærke den stigende interesse for at bruge KampKlar, og får i den forbindelse rigtig mange gode ønsker fra trænere, holdledere og frivillige til videre udvikling af systemet. Vi har vurderet, at vi kan bruge ressourcerne bedre på at bygge videre på KampKlar, end på SMS'er, og glæder os til at kunne imødekomme lidt flere af de gode forslag," fortæller projektleder i DBU IT, Kristian Mathiesen.
De personer, der har SMS'er slået til, er blevet informeret direkte.
Når man afsender en besked fra KampKlar, kan man fra 'Modtagere' se, hvordan den er modtaget af hver enkelt spillere, forælder eller træner på holdet.